Ud af himmelporte

"Himmelportene er åbne som Trompeter, som Blomsterkalke, og suger os til sig. I hvirvlende Kast slynges vi mod Solen, Solstraalerne griber os som gyldne Arme, som Insekters Følehorn og lader os opgaa i Solen. Det Guld paa min Finger er en partikel af Solen – jeg er formælet med Solen, den er i mit Indre, den er i mit Hjerte, den fylder, besætter mig, ophøjer mig arme. Er Verden vidende om den Smerte, der er tilføjet mig, da jeg sattes ind i Verden? Vi er Børn, faldet ud af Himmelporte, Gæster i en umild Verden." Digtene i "Ud af Himmelporte" bærer præg af den stræben efter noget smukt og fortabt, som vi ser så ofte hos Bodil Bech. De er sensuelle og dog surrealistiske, og i flere af dem går netop himlen igen som tema og metafor for digteren, der længes efter det svundne himmelrige. Bogen udkom første gang i 1941.