Den tavse dansker

"Jeg kunne aldrig se mine kammerater i øjnene. Jeg syntes altid, at de måtte kunne se ind i en skidden sjæls skidne dyb, og at de var bange for jeg skulle se det samme hos dem… Alle vi, der havde hjemme på den samme kære muld… Alle vi, der gjorde vores pligt, og dræbte dem, som aldrig har krænket det, der var os kært og dyrebart, eller det, der for os er det samme som livet og håbene og fremtiden. De kaldte mig altid den tavse dansker, kammeraterne og de overordnede, hvor jeg kom frem. Den tavse dansker. De havde ret. Jeg var tavs." Da Sønderjylland endnu var en del af Tyskland, blev også de dansksindede unge mænd indkaldt til at tjene som soldater i den tyske hær under første verdenskrig. Erich Erichsens roman "Den tavse dansker" er skrevet på baggrund af en række soldaterbreve, der blev offentliggjort i de sønderjyske aviser i starten af krigen, og er en barsk og realistisk skildring af livet som dansk soldat i den tyske hær. Bogen udpensler alle de overvejelser og den frustration, krigen medførte, samt de menneskelige omkostninger krigen havde for den menige soldat, der ikke kæmpede for sit land, men kun ud af pligt.