Skammen

"Bortset for frihedsberøvelsen, der tog hårdt på mig de første par dage, har jeg ikke noget at klage over og føler, at stedet her næsten er hjemligt. Jeg har mit eget værelse, og det er større og lysere end det trange pigeværelse, der har været min faste adresse de sidste tretten år (når jeg ikke har været indlagt eller på vandring)." Idun Hov har flere gange i løbet af sit liv været tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling. Det sker gerne, efter hun har været på strejftog rundt omkring i byen, hvor hun har sovet på en bænk hist og her og spist mad af en skraldespand. Indimellem bliver hun grebet af vandrelyst, og så er det kun decideret frihedsberøvelse, der kan holde hende tilbage. I løbet af opholdet på hospitalet fortæller hun om sit turbulente liv, barndommen, der var præget af en dominerende morfar og en far, der var præst i Norges nazistparti, og ungdomslivet, hvor de første tegn på psykisk ustabilitet begyndte at vise sig. Bogen anses for at være Bergljot Hobæk Haffs mest personlige fortælling, og romanen har vundet flere priser og er derudover blevet opført som skuespil på Nationalteatret i Oslo.