Stille som i graven

Da Maggie vågner, ved hun ikke, hvor hun er. Hun befinder sig i et mørkt rum. Hun prøver at forholde sig i ro, at samle sine tanker. Hun må ikke gå i panik. Hvordan er hun endt her? Nu ved hun det. Hun er blevet levende begravet! Hun slår med næverne mod kistelåget, men lyden dæmpes af den tykke silke i kisten. Omsider skriger hun. Skriger til hun er hæs, til hun ikke kan mere. Og hun er stadigvæk alene. Ingen hører hende. Hun kommer i tanke om klokken. Klokken, der efter gammel skik ligger oven på graven og er fastgjort til en snor, der er ført ned i kisten. Hun griber efter snoren og trækker i den. Den må da give lyd deroppe. Hun kan ikke høre den, men en eller anden må høre den! Over hende ligger en jordhøj badet i lyset fra fuldmånen. Den eneste bevægelse deroppe kommer fra bronzeklokken, der er fastgjort med en snor til det rør, der stikker op af jordhøjen. Klokken bevæger sig frem og tilbage som i en rytmisk dødsdans. Men alt er stille. Knebelen er blevet fjernet.