Den sidste Hauge

"Strækker et helt langt Liv ikke til for at bøde –! Saa er de ogsaa ubarmhjærtige Folk, disse Døde! Man kan jeg ikke vise den Kærlighed, man vil – kan man da vel? Nogle af Ens kræfter maa gaa med at pine og saare, slaa ihjel!" Gamle Fin Hauge ejer en ligkisteforretning, hvor hans og naboens børn ustandseligt render rundt og leger tagfat mellem kisterne. Her kommer de sørgende enker ind for at købe kister til deres mænd, og børnene hører med på deres samtaler med gamle Fin. Nogle af enkerne længes efter at følge deres mand i graven, mens andre nu står tilbage med en frihed, de aldrig før havde følt. Det svære er imidlertid at turde bruge denne frihed uden at føle skyld over for den afdøde mand. "Den sidste Hauge" fra 1900 fortsætter, hvor Jenny Blicher-Clausens versroman "Violin" slap. Begge bøger handler om kvindens splittelse mellem rollen som en god kone og mor og ønsket om at leve et liv, hvor der er plads til at udfolde sig og udleve sine drømme.