I det yderste Belgien

"Jeg er katolik, cattolico apostolico romano, sagde den unge, flotte officer – men jeg tilstår, at før krigen gjorde jeg ikke meget ud af religionen. Så kom jeg til fronten, og dér lærte jeg at bede. En messe i løbegravene, det er noget andet, end når præsten står hjemme for alteret og hasper latin af sig, og en messedreng svarer, medens han vender sig om for at se, hvad der foregår i kirken. Og kanonerne præker bedre end nogen kapuciner. Når man har set, hvad jeg har set... Et eksempel blot: der falder en granat ned i en gruppe på fire officerer. Da røgen driver bort, er der en hoben kødmad tilbage, og i et træ hænger et frisk afrevet ben, endnu ganske varmt..." I sine rejseberetninger og digte I DET YDERSTE BELGIEN beretter Johannes Jørgensen om sit forhold til den store krig, der for altid skulle ændre moderne krigsførelse med sine bomber og maskiner – og styrke Jørgensens tro.