Bekendelse

... Som Maanelys igennem Mulm sig skærer den søde Sang om sommerhede Synder, vor Hjærne frygter, men vort blod begærer. Men som et Hav i Fred Du sagte nynner, og som en stor og stille Skov Du suser, o Tempel, i hvis Port vort Liv begynder! Om Jordens Kyst Din Stjærne-Brænding bruser, og Livet nærer Du af dunkle Strømme – o Afgrundsdyb, der ængster og beruser! Hvor skal, o Evighed, fra Dig vi rømme? I Dyrets Puls Dit store Hjærte banker; Du higer gennem gyldne Plantedrømme mod Sol og Luft og rene, lyse Tanker. Og hvor min Sjæl sig end i Verden vender, og hvor mit Legem gennem Natten vanker, o Evighed! jeg er i Dine Hænder! (fra titeldigtet "Bekendelse")