Dagvognen

"'De vil le af mig – og kalde det historisk sværmeri, der ikke svarer til min bestemmelse,' sagde min ledsagerinde, 'men det er ikke muligt at forlade dette sted uden at have lagt min hånd på Christian den Fjerdes svær; jeg har fra ganske lille barn altid elsket Eleonora Christine Ulfeldts fader.' Hun trak handsken af og lagde hånden på kårdehæftet. En blank, glat guldring omslyngede den ene finger; det var mig, som om jeg havde set en slange. 'Altså forlovet,' tænkte jeg ved mig selv med et suk, – og vi forlod hvælvingen, som havde bragt mig denne uvelkomne opdagelse." En ung kontorist står på dagvognen efter at have tilbragt julen på landet. Nu går turen til København og et arbejde, der er ved at knuge livet ud af ham. Han kender ingen af sine medpassagerer, og alligevel kommer den langsommelige og iskolde køretur til at ændre hans liv.