Mig og øhavet i bakkerne

Den hvidkalkede kirke markerer skellet – der ender byen. Vender man sig, står man ved indgangen til et lukket fremmedland. Øhavet i bakkerne. De murstensrøde bygninger ligger spredt og diskret. Der bor de tossede, mænd og kvinder, børn og gamle, fordi de ikke passer ind i det rigtige samfund. Der er de tossede. Og der er os. Og så er der Carit. Carit vokser op i det lille minihus, som hans far har bygget. Plastikhuset, kalder de det, for glas var for dyrt. Faren arbejder på afdeling X på åndssvageanstalten i Vodskov. Carit må ikke have noget med de åndssvage at gøre, så det har han. Meget. Carit kan mange ting, han kan læse, før han kommer i skole, men han lader, som om han ikke kan. For også de åndssvage har mærkelige kompetencer, siger hans far, og måske smitter det. Lars Holmgaard Jørgensen har skrevet en fortryllende roman om sit liv med familien og de åndssvage i øhavet i bakkerne. Grotesk, humoristisk og svær at ryste af sig.