Som Stjernerne på himlen

Kun Mie er til stede, da 70-årige Dorette skriger i angst, imens hun med ét mærker døden gribe hende. Mie sørger som den eneste til begravelsen, hvor fem kvinder, der på hver sin måde har været en del af den gamle dames liv, mødes for at vise hende den sidste respekt. Men de vidt forskellige kvinder tænker hver deres om den gamle dame. Veronica indrømmer over for sig selv, at hun faktisk aldrig har kunnet lide Dorette. Dorettes levede et spildt liv præget af ensomhed og frygt for livet. For dette har Veronica altid set ned på Dorette, men til begravelsen spørger hun sig selv, om hendes eget liv egentlig er bedre – om hun virkelig lever det. Den pligtopfyldende Judith står i skarp kontrast til både den rystede Mie og den selvretfærdige Veronica. Det er ikke mindet om den afdøde, der ryster hende, men tanken om at være nødt til at tage fri fra arbejde. Ved at samle vidt forskellige kvinder til den højtidelige og tankevækkende begivenhed formår Duurloo mesterligt at portrættere dem alle både i forhold til hinanden og til deres egen selvopfattelse.