Jan og Katja og den grå dame

" - Sorte dame, kaldte han lavmælt. Kan du høre mig, sorte dame? Ku' du ikke ta' og komme lidt herop? Jeg ville så gerne se dig. Han ventede imidlertid ikke ret længe. Bare et par sekunder senere rystede han på det lyse hoved og råbte utålmodigt: - Øv – altså når man aldrig aldrig nogen sinde får nogen spøgelser at se, kan man jo ikke vide, om de er til. Han drev ørkesløst rundt på den lille kirkegård og var nået helt hen til den sydøstlige skråning, da han standsede og lyttede. Stemmer." Syvårige Jan strejfer rundt på kirkegården uden for landsbyen på jagt efter et spøgelse, som han har hørt så meget om. Tilfældigvis kommer han til at se noget, han ikke skulle have set. Nogle mennesker, han aldrig har set før, er ved at flytte en hel masse ting ind i en gammel forladt bygning. Jan får på fornemmelsen, at ikke alt er, som det skal være. Da hans bedste ven, Katja på 17 år, kommer på besøg, begynder de to venner at undersøge sagen. Er de ting, Jan så ved det forladte hus, i virkeligheden tyvekoster? Hvad er der i den store blå dragkiste, og er spøgelset på kirkegården i virkeligheden en levende dame?