Pastoralesymfonien

"Lige straks faldt det mig slet ikke ind, at jeg selv kunne tage mig af dette stakkels, forladte væsen; men efter at jeg havde bedt til Gud – eller for at være helt nøjagtig – mens jeg lå på knæ mellem nabokonen og den lille tjenestepige, der begge knælede ved sengens hovedgærde, og bad en bøn, havde jeg pludselig fornemmelsen af at Gud lagde et hverv hen til mig, og at jeg ikke kunne unddrage mig det uden at være fej." En fransk landsbypræst bliver kaldt ud til et dødsfald langt fra lands lov og ret. Her finder han en ung pige, der lader til at være både blind og stum. Hun er sidste overlevende slægtning af den afdøde kone, og nabokonen gør klar til at aflevere hende på asylet. Kaldet af Gud tager han pigen til sig og beslutter mod sin kones vilje at lade hende bo hos dem som et af deres egne børn. Han vil lære hende verden og alle dens gode sider at kende. Lidt for lidt begynder pigen at finde sig til rette i præstefamilien og åbne sig for omverdenen. Efterhånden går det op for præsten, at hans kærlighed til hende ikke blot er som en fader for sin datter eller en præst for sit sognebarn, men langt farligere og dybere end som så. I "Pastoralesymfonien" afbilleder André Gide den indre strid mellem et menneskes ægte følelser og de indgraverede værdier og normer, der afholder ham fra at følge sine længsler. Bogen udkom første gang i 1919.